Filmprojektet

Filmstjerner i Fjaltring

Det er ikke så ofte, at der er femdobbelt gallapremiere på nye film. Men det var ikke desto mindre, hvad Fjaltring Friskole kunne byde på sidste fredag, da skolen afsluttede en uges filmprojekt med fremvisning af de film, som børnene havde produceret i løbet af ugen. Fjaltring var i løbet af ugen blevet til Fjallywood, hvor eleverne indtog samtlige funktioner, enhver rigtig filmproduktion bør have; manuskriptforfattere der kreerede filmenes indhold, instruktører der iscenesatte de forskellige optagelser, folk bag kameraerne der måtte tænke i beskæringer og vinkler og sidst men ikke mindst: Tålmodige sjæle, som brugte en hel skoledag på at få klippet alle optagelserne sammen til i alt fem fine kortfilm.

Et særligt PR-hold fra 5. klasse stod bag reklame for fredagens gallapremiere samt uddeling af VIP-billetter, og det endte med, at skolens forhal fredag middag blev fyldt af børn, forældre og venner af skolen. Dagens stjerner, nemlig filmenes aktører og skabere, ankom naturligvis i bedste Hollywoodstil på en rød løber, hvor der blev taget fotos. Brad og Angelina er sikkert ærgerlige over, at de ikke var inviteret!

De fem film blev modtaget med stor applaus, og der blev uddelt Oscar-diplomer og holdt de obligate takketaler, der følger med enhver stor prisuddeling. Og hvordan afslutter man en rigtig gallaforestilling? Naturligvis med champagne, denne gang i en børnevenlig version. Alt i alt var det en festlig slutning på en indholdsrig uge, hvor børnene selv deltog i alle faser af filmenes tilblivelse.

Fjaltring Friskole piller i løbet af skoleåret fire uger ud af den daglige undervisning, hvor eleverne i stedet for får lov at arbejde med forskellige emner i mere projektorienteret retning. Tidligere i år har der været en projektuge om vikinger, som blev afsluttet med sheltertur og vikingefest på Gjellerodde, og til det kommende projekt i februar er det energi, som bliver temaet.

Her på siden kan du se børnenes film!

Categories: Arkiv