I storegruppen lægger vi bl.a. vægt på, at man kan tage ansvar – eksempelvis i forhold til at være et godt forbillede for skolens yngste, at man kan stå frem og præsentere et produkt på en seriøs og troværdig måde, at man har lavet sine lektier til tiden, og at man tager kontakt til læreren, hvis man har svært ved at løse en opgave. Det er vigtigt at kunne spørge efter hjælp. Vi forbereder børnene på, at de nu snart skal videre i skolelivet ved at fortælle dem, hvad der stilles af krav uden for det trygge skoleliv i Fjaltring. Børnene kan få tests i form af Folkeskolens afgangsprøver og EUC-optagelsesprøver, hvis de gerne vil se, hvad de konkret kan komme ud for senere i skolelivet. Vi arbejder også med, at børnene selv skal prøve at løse opgaver. Ofte vil der på større skoler sidde 25 elever i en klasse, og her kan lærerne ikke altid komme til hjælp med det samme, og derfor er det vigtigt, at eleverne trænes i selv at komme i gang med opgaver. Selvstændighed og modenhed er noget af det, storegruppens børn trænes i ved siden af det faglige.

0 Shares