Fie Pedersen

Lærer på Fjaltring Friskole

Jeg hedder Fie, og jeg har arbejdet som lærer på Fjaltring Friskole siden 2004, hvor jeg havde en vikartjans. Vikariatet blev til fastansættelse, og min lærergerning blev derved formet via learning by doing-metoden, idet der står journalist på mine uddannelsespapirer. Der er mange grunde til, at jeg er blevet hængende, men i centrum for mit valg står de værdier, som ligger til grund for dagligdagen på Fjaltring Friskole; nærvær, godt kendskab til hver enkelt elev og de enkelte familier, høj fokus på børnenes faglige og sociale udvikling (herunder trivsel), højt til loft i forhold til at dyrke de forskellige personligheder og dyrkelsen af det positive og konstruktive. Læg hertil en flok engagerede og glade kollegaer, det stærke lokalmiljø samt den daglige, dejlige udsigt over æ haw. Fjaltring Friskole er et dejligt sted at være!

Som lærer er jeg ret old school. Jeg stiller helt klare forventninger til mine elever, og i toppen af denne forventningsliste er dette punkt: Jeg forventer, at man som elev tager sin undervisning alvorligt! Det vil i virkeligheden bare sige, at man få noget fra hånden i timerne, at man har styr på sine ting, at man har ambitioner om at yde sit bedste og blive dygtigere – uanset om der står ”lagkageopgaver” eller ”rugbrødsarbejde” på menuen, at man laver sine lektier til tiden osv. Hertil kommer selvfølgelig forventningen om, at man opfører sig pænt over for hinanden, at man har et pænt sprogbrug, at man deltager i fællesskabet – ja, på den måde er vi ret gammeldags på Fjaltring Friskole, men jeg er sikker på, at de elever, vi sender videre, har fået et rigtig godt fundament for deres videre skoleliv. Jeg underviser i øvrigt primært i storegruppen, og mine fag er dansk (ingen slipper ud af 7. klasse uden at kunne reglen om nutids-r!!!), engelsk, tysk, bio-geo, kursustimer samt en smule specialundervisning.

Når skolesagerne er pakket til side, og der står fritid på skemaet, så elsker jeg at være sammen med min familie, min bedre halvdel Steen samt vores tvillingepiger på 7 år, som naturligvis går på Fjaltring Friskole. Jeg har mange interesser, som jeg bruger tid på i den ene eller anden form: Fodbold, golf, sejlads, bøger (krimi, danmarkshistorie), Monty Python, rejsedrømme, en gåtur på stranden, havearbejde, nyhedsudsendelser i tv… alt muligt! 😊

Telefon privat: 21 92 49 09