Vi elsker hverdagen … hver dag når vi står op, så er vi ret glade for den skole, vi har. Der er nemlig det helt særlige ved os, at vi er meget afhængige af hinanden. Vi er ikke så mange og det betyder, at vi holder sammen og tager os af hinanden. Det tror jeg, er en af grundende til, at vi elsker hverdagen, for vi er alle en vigtig del af den. 

Nu vi taler om hverdagen, så er hverdagen jo det, vi selv skaber. Her er tid og ro …. Men der er også FEST. For vi kan ret godt lide fester og der sniger sig også en del fester ind i hverdagen. Det kan være en bamsefest, en fernisering, en græskarfest, en MGP fest, en klassefest eller en indvielse af vores skaterrampe, vores benzintank i skolegården eller en hule, den store bagedyst i sandkassen eller en af de helt planlagte; høstfest, luciafest, teaterfest og sommerfest.

Ja, fester dem er vi gode til at holde også i hverdagen. Vi kan hurtig hente rød saft og småkager hos købmanden, finde de høje glas frem og få fundet på en tale der passer til lejligheden. Vores børn er ret gode til at organisere og få stablet noget på benene i en fart. De er også gode til at stå frem. 

Ja, vi elsker hverdagen med eller uden fester, vi elsker den, fordi vi er sammen om den, fordi vi alle er en vigtig del af den og fordi den betyder noget. Vi plejer ikke at prale, men nu dropper vi plejer og siger det højt:

”Vi er hamrende gode til at skabe en god hverdag”

0 Shares